TEC Frederiksberg var i dag, torsdag den 10. oktober, vært ved den første runde af konkurrencen Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise, der har til formål at spotte unge entreprenører og understøtte dem i deres jagt på erhvervsmæssig succes. Studerende fra DTU’s diplomingeniøruddannelse i Proces og Innovation deltog som sparringspartnere for de 65 deltagende virksomheder.
Genialt
Koncentrationen og virketrangen lyste ud af de ca. 300 deltagende htx-elever fra TEC Frederiksberg, Niels Brock og CPH West i Ballerup, der i år var tilmeldt den såkaldte opstartsfase i denne udgave af Young Enterprise. De 300 deltagende htx-elever udgør tilsammen 65 virksomheder. Målet for virksomhederne er at deltage i Entreprenørskabsmessen i Rådhushallen på Københavns Rådhus den 17. januar 2014. Her skal de fra hver sin stand præsentere dommere og virksomhedsledere for deres forretningside og virksomhedskoncept. Og er forretningsideen overbevisende, kan de komme videre til regionsfinalerne.
- Det er et knaldgodt arrangement det her. Vi har en ide til en app, som skal samle og holde styr på alle de kort, vi går rundt har. Det er for eksempel kreditkort og medlemskort, og ideen er så, at vi udvikler app’en Hold My Card, som samler dem alle sammen på din telefon. Arrangementet er genialt ved, at vi har fået visualiseret vores ide, vi har fået værktøjer til at komme videre, og ikke mindst er vi blevet inspireret af de øvrige virksomheder og deres projekter, og af de lærere og studerende, der har sparret med os, fortæller Selina, Mie og Lukas, der alle går i 2. I på Niels Brock.
Selina, Mie og Lukas, der til dagligt går på Niels Brock, har udviklet ideen til en app, der kan samle alle ens kort.
Vigtig DTU-rolle
For at kvalificere arrangementet med hensyn til at give de 65 deltagende virksomheder en god feedback og grundig sparring, samt stille opklarende og uddybende spørgsmål til virksomhedernes forretningside og virksomhedskoncept, var der for fjerde år i træk hentet hjælp hos de 3. semesterstuderende på DTU’s diplomingeniøruddannelse i Proces og Innovation. I alt 16 studerende deltog, og fungerede som den nødvendige og måske også altafgørende sparringspartner, der fik sat yderligere tempo på at udvikle konceptet.
- Sidste år fik vi tre virksomheder med hele vejen til Danmarksmesterskabet på baggrund af den indsats, vi laver her på TEC Frederiksberg. Lige nu er vi i opstartsfasen, så det er svært at sige noget om, hvilke virksomhedsprojekter der kan bære hele vejen igennem. Men de unge mennesker har en mulighed for at drage til Fredericia den 21. november, hvor de under arrangementet Danish Entrepreneurship Award kan få pitched deres forretningskoncept endnu en gang, fortæller Marianne Nordentoft, der underviser i erhvervsøkonomi på TEC Frederiksberg.
Prototype
Steen Mandsfelt Eriksen, der er adjunkt på Proces og Innovation på DTU Diplom, følger op, og fortæller:
- De unge får en chance mere. Og det sker på DTU Diplom i starten af januar 2014, hvor vi har et arrangement omkring prototypeudvikling for netop de elever på htx, der har deltaget i opstartsfasen her. Sidste år deltog 12 virksomheder i vores tilbud, og jeg forventer, at vi i januar bliver omkring 15 virksomheder. Det er populært, og de unge får virkelig meget ud af det.