Onsdag den 4 november havde DTU Diplom besøg af knap 70 HTX’ere fra H.C Ørsteds Gymnasium. De mange 3. g’ere fik i løbet af dagen blandt andet prøvet kræfter med faciliteterne i prototypeværkstedet og Byghallen på Ballerup Campus, og fik dermed et godt indblik i hvad der venter dem, hvis de vælger diplomingeniørstudiet på DTU når studenterhuen er i hus.
Der var ganske vist enkelte halvtrætte ansigter at spore blandt de 70 gymnasielever, men HTX-dagen kom også tidligt fra start med morgenmad fra klokken halv otte. Efter indtagelse af kaffe og croissanter var de teknisk interesserede gymnasieelver dog mere end klar til at komme i gang med dagens udfordringer, og det var da også en ganske indholdsrig dag, som DTU Diploms Vicedirektør Axel Grøndahl Kristiansen kunne byde velkommen til.
Artiklen fortsætter under billedet
Teorien som fundament
På diplomingeniørstudiet er det en forudsætning for de praktiske øvelser og forsøg i værkstederne at kende til den relevante teori, så naturligvis var dagens første faglige programpunkt en forelæsning, holdt af en veloplagt Carsten Rützou, som er adjunkt på DTU Diplom.
Det faglige omdrejningspunkt for dagens gæster fra H.C Ørsted Gymnasiet var dels materialer og brudstyrke dels prototypeudvikling. Dagens forelæsning fokuserede på emner som kategorisering af materialer, materialeegenskaber, måling af kræfter og deformationer på et stykke stål samt endelig beregninger af ståls elasticitet og styrke.
Artiklen fortsætter under billedet
Beregning af brudstyrke
De mange gymnasieelever blev inddelt på to hold, som resten af dagen, på skift, lavede øvelser i henholdsvis DTU Diploms prototypelaboratorie og Byghallen.
I Byghallen arbejdede de potentielt kommende ingeniører med at bygge broer af 9 millimeter træ og snor. De mange opfindsomme bro-kreationer blev tryktestet ved hjælp af kæder og vægte, og der blev efterfølgende beregnet brudstyrker og evaleret på de forskellige konstruktioner, som eleverne havde kastet sig ud i at bygge.
Laserskårede navneskilte
I Prototypelaboratoriet fik eleverne lov til at arbejde med 2-D og 3-D tegning i programmet Solid Works, som især bruges til at udvikle prototyper, og det var noget, som gav koncentration i lokalet. Nogle elever valgte at tegne navneskilte i Solid Works, for bagefter at få dem laserskåret i farvet plast, en teknik som også kan bruges til produktion af prototyper.
DTU Diploms dygtige og altid engagerede medarbejdere i værkstederne var med til at føre eleverne vel igennem dagen, og måske nogle af dem vender tilbage til DTU Ballerup Campus til september som diplomingeniørstuderende.