”Så er det bare afsted” lød det i auditoriet, da den såkaldte MPI Business Case for studerende fra Maskin, Produktion samt Proces & Innovation på Diplomingeniøruddannelsen blev skudt i gang for de omkring 80 studerende.
De studerende blev mixet og matchet på kryds og tværs af studieretninger og semestre i grupper. 5 studerende i hver gruppe, og snart gik turen for de flestes vedkommende på gå-ben ud til den virksomhed, som de skulle løse en case for i løbet af eftermiddagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Konkrete og relevante cases
Fire virksomheder deltog i MPI Case Competition; Siemens, Sennheiser Communications A/S, MEC og Cobham, og hver virksomhed fik besøg af 4 grupper diplomingeniørstuderende.
Ude i virksomhederne blev grupperne præsenteret for den case de skulle arbejde med i løbet af eftermiddagen, og alle virksomheder havde lagt sig i selen for at finde cases, som rummede en konkret og relevant problemstilling for den enkelte virksomhed.
"Det er inspirerende at få frisk input, nye ideér og en god dialog med de studerende både om vores case og om os som virksomhed. "
Maria Friedrich, Personal Assistant & HR Coordinator, Sennheiser Communications A/S
”Det var sjovt at prøve at arbejde sammen med studerende fra andre retninger, og høre deres forskellige ideer. Det var også sjovt at prøve at arbejde med en hurtig case, og det var udfordrende, da tiden var presset. Jeg kendte kun Siemens i forvejen, så fedt at være ude hos MEC”, fortæller Jens Christensen, som studerer på 2. semester på studieretningen Produktion.
Sent på eftermiddagen vendte de studerende sammen med repræsentanter fra virksomhederne retur til DTU Ballerup Campus til MPI-dagens anden del, som åbnede op for rigtig gode muligheder for at networke.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Fri leg”
Med en velkomstdrink i hånden mødtes deltagerne til ’fri leg’- koncept på tværs af grupperne, og mange fik en snak med repræsentanter fra virksomhederne og med de særligt indbudte alumner.
MPI Case Competition anno 2015 blev afsluttet på fornem vis med en middag. Undervejs blev de 4 grupper, som havde løst de enkelte virksomheders cases bedst, præmieret, og det var noget som fik smilet frem og klapsalverne til at lyde over Ballerup Campus.
Festen forsatte i Vernes, efter den officielle del af MPI Case Competition var lukket og slukket, og mon ikke de studerende har fået mod på endnu mere tværfaglig networking fremover.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Udbytte for alle parter
Både studerende og virksomheder er overbeviste om, at arrangementer som MPI Case Competition er til fordel for alle parter. De studerende får indblik i ingeniørvirksomheders udfordringer, og får måske konkrete kontakter med hjem. Virksomhederne på den anden side får dels nye øjne på konkrete problemstillinger, og dels får de synliggjort deres potentiale som ansættelsessted over for kommende diplomingeniører.
”MPI dagen er for os en god mulighed for at få fingeren på videns puls, og høre, hvad de studerende har at byde på til en konkret case. Det er inspirerende at få frisk input, nye ideér og en god dialog med de studerende både om vores case og om os som virksomhed. Der er ikke så mange endnu, som ved, at vi har vores hovedsæde her i Ballerup, hvor vi udvikler premium headsets i vores ganske store R&D organisation – og vi er i rivende vækst! Og det vil vi gerne fortælle de studerende, og give dem et indblik i, hvordan der er her hos os, fortæller Maria Friedrich, Personal Assistant & HR Coordinator hos Sennheiser Communications A/S, mens de studerende er godt i gang med løse udfordringen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Relationer på tværs
Ud over at prøve kræfter med case-arbejdet i en virksomhed, er MPI Case Competition en oplagt mulighed for de studerende til at lære andre studerende at kende på tværs af semester og på tværs af diplomingeniørretningerne Maskin, Produktion samt Proces & Innovation. Og som en vigtig pointe, hvilket Vicedirektør Axel G Kristiansen også lagde vægt på i sin velkomst, er det de studerende selv, som har planlagt dagen for de studerende. Naturligvis med hjælp og bistand fra DTU Diplom, men initiativet udspringer fra de studerende selv.