Der blændes op for DSE Messen

Nu blænder De Studerendes Erhvervskontakt op for DSE Messen. Det sker onsdag den 9. og torsdag den 10. april på DTU Lyngby Campus.

Mere end 130 virksomheder og organisationer vil stå parat til sparring på konkrete jobs, praktikophold og meget mere. DSE Messen afholdes i bygning 101 med tilhørende lokaliteter. Det betyder, at idrætshallen, Oticonsalen og S-huset lægger kvadratmeter til arrangementet, ligesom et til lejligheden opstillet telt på parkeringspladsen foran bygning 101 er til rådighed.

Største messe

DSE organiserer hvert forår Danmarks største job- og karrieremesse på DTU, Lyngby, og tallene taler for sig selv, idet omkring 10.000 studerende i 2013 lagde vejen forbi messen.

DSE er en selvstændig, non-profit og upolitisk forening for ingeniør-, naturvidenskabs- og sundhedsvidenskabsstuderende. Foreningen blev stiftet i Lyngby i 1989, og i 1994 blev der etableret en afdeling i Aalborg. I dag, 25 år senere, består foreningen af 100 frivillige medlemmer fordelt på de to afdelinger.

Dialog i fokus

Formålet med De Studerendes Erhvervskontakt er at hjælpe de studerende og erhvervslivet med at oprette og fastholde indbyrdes relationer med hinanden. Dette gøres primært via DSE’s produkter, som er Fokusaften, DSE Messen og Pejling. Qua de produkter er rammerne for at virksomheder kan informere de studerende om tilbud om studiejobs, praktik, specialesamarbejde samt jobmuligheder indenfor de forskellige studieretninger skabt. Det giver de studerende en unik mulighed for at udbygge deres viden om allerede kendte virksomheder samt opdage nye potentielle arbejdsgivere.

Omvendt giver DSE Messen virksomheder og organisationer en oplagt unik mulighed for at komme i dialog med ingeniørstuderende og nyuddannede ingeniører, og på den måde informere dem om karrieremulighederne i netop deres virksomhed.

Gratis shuttle-bus

I forbindelse med DSE Messen er der arrangeret gratis bustransport mellem Ballerup og Lyngby Campus for de studerende i Ballerup. Der er tale om en shuttle-bus løsning, og det betyder, at busserne vil køre i pendulfart mellem de to campusser. Den første bus med retning mod Lyngby Campus forlader Ballerup Campus kl. 11, og den seneste bus fra Lyngby returnerer til Ballerup Campus kl. 15 – og det gælder naturligvis begge messedage.