Virksomhedssamarbejde på Internationalt 3-ugers kursus

25 internationale studerende fra 7 universiteter deltog i 3-ugers kurset International Engineering Project, som fandt sted på DTU Ballerup Campus i august måned.

For flere af de studerende, som havde taget turen til Danmark for at deltage i DTU’s kursus International Engineering Project, blev mødet med de danske undervisningsformer og ikke mindst DTU’s forventning om selvstændigt projektarbejde som en naturlig del af diplomingeniøruddannelsen en lærerig udfordring.

”Det var tydeligt at se, at nogle af de udenlandske studerende var ret skeptiske over for den, med deres øjne, lidt mere kaotiske måde at styre kurser på. De var for eksempel ikke vant til at arbejde med projekter, hvor de selv skal drive processen og tænke kreativt”, fortæller lektor Mads Peter Schreiber, der er  studieleder på maskinteknik og ansvarlig for kurset.

Men efterhånden fandt de studerende ud af, hvordan de skulle arbejde med projekter på "The DTU Way". Og de blev da også godt hjulpet på vej. Dels af en god introduktion til projektstyring og rammerne for projektet, og dels af underviserne, som hjalp de studerende på vej, når de gik i stå.

(Artiklen fortsætter under billedet)

"Det var tydeligt at se, at nogle af de udenlandske studerende var ret skeptiske over for den, med deres øjne, lidt mere kaotiske måde at styre kurser på. De var for eksempel ikke vant til at arbejde med projekter, hvor de selv skal drive processen og tænke kreativt "
Mads Peter Schreiber, lektor og studieleder på Maskinteknik


Projektgrupper på tværs af fag og lande

De studerende, som kom fra universiteter i Kina, England, Italien, Spanien, Tyskland samt derudover DTU, blev fordelt på 6 forskellige projekter. Kort tid før kursets start blev de præsenteret for de forskellige projektmuligheder, og kunne derefter prioritere hvilke projekter de helst ville arbejde med.

”Vi sammensatte så grupperne tværfagligt ud fra den tankegang, at vi ønskede en stor spredning på både lande og studieretninger, samtidig med, at vi naturligvis tog hensyn til studieretningerne i forhold til projekteks faglige karakter”, forklarer Mads Peter Schreiber om gruppedannelsen.

De studerende på kurset stillede med fagligheder inden for maskinteknik, aerodynamisk teknik, byggeri samt elektro, og de blev altså matchet på tværs, så det passede til den alsidige projektportefølje.


Projekterne

I alt 6 virksomheder og externe rekvirenter stillede med 6 forskellige projekter, som de studerende skulle arbejde intensivt med i løbet af de 3 uger.

Projekterne var af meget forskellig karakter, og udfordringerne omhandlede blandt andet arbejde med  ventilationssystem til tunge vinduer, pegeredskab til robotter, nytænking af kabeltromler og udvikling af drejemekanisme til solpaneler.

Der var et meget stort engagement fra de studerende, og det blev til rigtig mange timer på Campus i løbet af de tre uger. Men der var også plads til et socialt input undervejs i kurset. Underviserne valgte blandt andet at invitere de studerende på sightseeing i København, med efterfølgende street food afslutning på Papirøen. Det sociale fokus betød ifølge Mads Peter Schreiber, at de studerende blev knyttet godt sammen i projektgrupperne.


(Artiklen fortsætter under billedet)

 

Videre arbejde med projekterne
I løbet af de 3 ugers arbejde med projektideerne, nåede de studerende kort fortalt frem til en afdækning af, om deres ideer kan gennemføres. Der er ikke tid til at produktmodne eller til at lave funktionelle prototyper. Derfor bliver 5 af projekterne nu konverteret til enten afgangsprojekter eller semesterprojekter, så diplomingeniørstuderende fra DTU får mulighed for at arbejde videre med produktudviklingen.

Kurset også for DTU’ere
Når man trykker Mads Peter Schreiber lidt på maven for at finde frem til, hvad der kunne gøre International Engineering Project kurset endnu bedre, indrømmer han, at han godt kunne tænke sig at flere af DTU’s diplomingeniørstuderende deltager.

”Vores studerende kommer til at arbejde i en global sammenhæng, så det er vigtigt at deres horisont allerede i studiet er længere en den første ”andedam”. Det er desværre svært at få vores studerende til at tage exchange semester, så det næstbedste er at de ”mingler” med udenlandske studerende herhjemme, og i småbidder lærer andre kulturer at kender, fortæller Mads Peter Schreiber efter kurset.