Institutstudienævn på DTU Diplom

Mandag den 11. november blev der afholdt konstituerende møde i det netop nedsatte institutstudienævn for DTU Diplom.


Institutstudienævnet har samme funktion som de øvrige institutstudienævn på DTU, og har blandt andet ansvar for at tilrettelægge, gennemføre og udvikle undervisningen på DTU Diplom. Konkret betyder det, at institutstudienævnet har ansvar for, at de enkelte kurser favner det faglige indhold og niveau, som er formuleret i de enkelte studieretningers studieordninger.

Presserende opgave

Aktuelt har institutstudienævnet den omfattende og meget presserende opgave at sikre, at samtlige kursusbeskrivelser i DTU’s kursusbase lever op til de centralt fastlagte kriterier.  Kriterierne omfatter blandt andet otte læringsmål for hvert kursus, og at kursusbeskrivelserne foreligger på både dansk og engelsk.

DTU Diplom er, sammenliget med institutterne på det øvrige DTU, stort, da der er omkring 300 kurser. Det er derfor en meget omfattende opgave at opdatere kursusbeskrivelserne, og i praksis kan den ikke varetages af de i alt otte medlemmer af institutstudienævnet. Derfor er den aktuelle opgave med at få opdateret samtlige kursusbeskrivelser i kursusbasen uddelegeret til studieledere og studiesekretærer.

Det er ved at blive afklaret hvordan denne, samt andre konkrete opgaver skal varetages fremadrettet. Denne opgavefordeling afventer organisationsændringen, som forventeligt træder i kraft den 1. januar 2014.

Fokus på de studerende

I institutstudienævnet for DTU Diplom er der, som skrevet, otte medlemmer, og de repræsenterer de fire aktuelle centre på DTU Diplom. Fire af medlemmerne er undervisere, mens de øvrige fire medlemmer er studerende. Lisbeth Lindbo Larsen er blevet valgt til formand for institutstudienævnet, mens næstformand er Emil Andersen, der er studerende på diplomingeniøruddannelsen i Sundhedsteknologi.

Ud over ansvaret for den undervisning, som afvikles på DTU Diplom, behandler institutstudienævnet klagesager vedrørende undervisningen og følger op på de studerendes evalueringer af undervisningen.

- Jeg meldte mig til at være formand, da jeg synes, det er en meget vigtigt opgave at sikre, at grundlaget for de studerendes læring er i orden. Kursusbeskrivelserne skal være gennemskuelige, så de studerende kan se om den undervisning, de modtager, er i overensstemmelse med læringsmålene. Og det er vigtigt også at lytte til deres reaktioner i form af klagesager, men målet er helt klart, at eventuelle problemer løses i nærmiljøet på den enkelte studieretning, fortæller den nyudnævnte formand Lisbeth Lindbo Larsen.

Lisbeth Lindbo Larsen har været ansat på det tidligere Ingeniørhøjskolen i København, nu DTU Diplom i i alt 18 år, og er tilknyttet Center for Byggeri og Infrastruktur. Ved siden af undervisningen er hun praktikkoordinator, koordinator for internationalt samarbejde på bygningsingeniøruddannelsen samt studieleder for fagområdet ledelse og styring. Endelig er hun vejleder på afgangsprojekter. 

Institutstudienævnet har fire faste årlige møder, og derudover løbende møder i forretningsudvalget. Forretningsudvalget består af formand Lisbeth Lindbo Larsen, næstformand Emil Andersen samt institutstudienævnets sekretær Jens Dlugosch Sonne.