Masterplan for campus

Med henblik på at udvikle DTU Ballerup Campus, så den kan leve op til målsætningen om at være hovedcampus for DTU’s diplomingeniøruddannelse, skal bygningen udvikles på en række områder. Det gælder især studiemiljøet, og derfor er der nu nedsat en studiemiljøarbejdsgruppe, som både skal arbejde på det korte- og langsigtede perspektiv for campus. 

Korte og lange mål

Det langsigtede mål med arbejdet er at give input til DTU’s centrale Studiemiljøudvalg. Det kortsigtede mål er at give input til den masterplan for Ballerup Campus, der er under udarbejdelse. Masterplanen skal danne grundlag for en investeringsplan, der skal præsenteres for DTU’s direktion i september. Masterplanen udarbejdes af arkitekterne Juul og Frost for Campus Service.

God blanding

Studiemiljøarbejdsgruppen, der refererer til DTU’s Studiemiljøudvalg, består af en god blanding af både administrativt ansatte, undervisere og studerende. Formand for studiemiljøarbejdsgruppen er direktør og vicedekan for DTU Diplom Lars D. Christoffersen, og i kommissoriet for arbejdsgruppens virke er der listet eksempler på forhold, som falder under gruppens arbejde. Det gælder bl.a. indretning og brug af undervisningslokaler, studenterfaciliteter, kantiner, cafeer og andre fællesarealer, 24/7-muligheder, faglige og sociale arrangementer samt studentersociale klubber.

Studiemiljøarbejdsgruppen skal i perioden juni-september 2013 fungere som brugergruppe for Michael Cole fra CAS.  Herefter skal studiemiljøarbejdsgruppen fungere som et normalt stående udvalg, der selv fastsætter sine interne kommunikationsformer samt mødefrekvens.