Fredag den 22. november satte DTU Diplom studerende og virksomheder hinanden i stævne ved Match Event
Repræsentanter fra ni virksomheder var mødt frem for at pitche deres virksomhed og deres aktuelle problemstillinger med henblik på at etablere nye samarbejder med DTU’s diplomingeniørstuderende fra 3. semester og opefter.
52 diplomingeniørstuderende og virksomhedsrepræsentanterne fik dermed en unik lejlighed til at se hinanden i øjnene med henblik på at skabe samarbejder om praktik, projekter og studenterjobs. Allerede ved afslutningen på dagen var der rigtig mange positive tilkendegivelser fra både de studerende og virksomhederne om Match Event.
Kontakt
Formålet med Match Event set fra DTU’s side er kort fortalt at skabe bred kontakt til små og mellemstore virksomheder. På længere sigt vil det bane vejen for en bredere portefølje af praktikpladser, studieprojekter, job og rekrutteringsmuligheder. Derudover er det tanken, at diverse samarbejder med DTU Diplom skal bidrage til at skabe innovation i virksomheder.
Virksomhederne på Match Event var Select A/S, DAKO A/S, Andertech A/S, ABEO, FOM Technologies, Sprout og Espectacularity, Hyposate A/S, Det Grønne Iværkstætterhus og Winpoint.
Det er tanken, at Match Event skal være en tilbagevendende del af samarbejdet mellem erhvervslivet og DTU Diplom.