Afdelingschef med uddannelse i blodet

Det er ved første øjekast ikke de store og hurtige armbevægelser, som kendetegner DTU Diploms nye Afdelingschef for Byggeri og Infrastruktur, Jakob Lemming. Men der er ingen tvivl om, at Jakobs faglighed og erfaring, kombineret med hans årelange interesse for uddannelsesområdet matcher fortrinligt med DTU Diplom, og at hans viden og drive bliver en gevinst for såvel medarbejdere som studerende.

Jakob Lemming er født og opvokset i Stauning i Vestjylland, som med under 800 indbyggere nok kan betegnes som en landsby på trods af, at byen har egen lufthavn. DTU Diploms nye afdelingschef for Byggeri og Infrastruktur, som tiltrådte den 1. november, har altså fødderne godt og solidt plantet i den vestjyske muld, selv om han efterhånden har boet i København i mere end 5 år.

Kender DTU Ballerup Campus godt
Jakob er 32 år, og blev i 2010 uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet med speciale i byggeledelse.

”Jeg valgte at dreje min civilingeniøruddannelse lidt væk fra det stringent tekniske mod det mere samfundsvidenskabelige med innovation og ledelsesteori. Efterfølgende tog jeg Diplomuddannelsen i Ledelse her på DTU, for også at få de menneskelige og ledelsesmæssige aspekter med”, fortæller Jakob

Nogle medarbejdere på DTU Ballerup Campus kender allerede Jakob, da han fra 2010-2013 var underviser på Adgangskursus. Her underviste han både danske og internationale AK-studerende i fysik og matematik og var samtidig koordinator for det daværende internationale Adgangskursus. I tiden på Adgangskursus var Jakob også med til at udvikle et adgangskursus med blended learning i form af fjernundervisning og digitale medier.

Afstikker til Bygherreforeningen
Jakob har dog også erfaring med det ingeniørfaglige, da han siden 2013 har været projektleder i Bygherreforeningen. Her har han ledet flere større og komplekse projekter indenfor ret forskelligartede områder. Blandt andet har han arbejdet med innovative projekter inden for bæredygtig jordhåndtering, institutionsbyggerier og processer i byggeriet.

"På lang sigt vil jeg gerne skabe en klar profil for Byggeri og Infrastruktur, så de studerende ved hvorfor man studerer netop her, og så omverdenen ved, hvad de får, når man møder en diplomingeniør fra DTU. "
Jakob Lemming, Afdelingchef Afdeling for Byggeri og Infrastruktur

”Det er enormt givende at se, hvad der sker, når man samler en flok mennesker med forskellige fagligheder for at skabe nye innovative løsninger. Når de mange forskellige perspektiver begynder at samle sig til mere eller mindre komplekse løsninger, kan man se de innovative værdier i at samle folk med helt forskellige indgangsvinkler og mål”, udtaler Jakob.

Fokus på samarbejde
Nu er Jakob altså vendt tilbage til DTU Ballerup Campus, hvor han skal være med til at danne retning for Afdeling for Byggeri og Infrastruktur.

”Min stil er at samarbejde så meget som muligt. Jeg vil være med til at understøtte det samarbejde, som skal til for, at vi kan levere en god kerneydelse og ingeniørundervisning i verdensklasse. Jeg vil lægge vægt på at levere så gode rammer som muligt for både undervisere og studerende. Jeg ser min funktion som den, der skaber mulighed for, at underviserne kan udvikle sig og dermed undervise, så vi kan give de studerende den bedst mulige uddannelse, og så vi kan sende dem ud i verden med de bedst mulige kundskaber, forklarer Jakob.

Og han fortsætter:

”På lang sigt vil jeg gerne skabe en klar profil for Byggeri og Infrastruktur, så de studerende ved hvorfor man studerer netop her, og så omverdenen ved, hvad de får, når man møder en diplomingeniør fra DTU. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsat fokuserer på at have praksis med i undervisningen, så de færdige ingeniører fra dag 1 ved, hvordan man bygger, uden man dog behøver være verdensmester til at starte med”


Livslang interesse for uddannelse
Med et glimt i øjet kunne man påstå, at Jakob er arveligt belastet, da hans far er rektor for den tekniske skole i Skjern. Allerede som studerende var Jakob engageret omkring studenterpolitik og uddannelse, og han var ansat som ingeniørkoordinator for Danske Studerendes Fællesråd, hvor han var med til at give sit bud på, hvilke elementer den gode uddannelse rummer.

”Jeg har altid været meget interesseret i uddannelse og udvikling af uddannelse. Fra min far hørte jeg om uddannelse fra jeg var lille, og fik også selv en politisk interesse. Og selv om jeg arbejdede med mange andre ting i Bygherreforeningen, mistede jeg jo aldrig den interesse. Så det er rigtig stort nu at få chancen for at komme tilbage og sætte sit præg”, fortæller Jakob.

Social jyde
Ifølge Jakob selv er der ikke så meget at berette om hans person, men mon ikke det skyldes en vis portion jysk beskedenhed. 

”Jeg vil beskrive mig selv som en bundsolid jysk mand, som tager tingene stille og roligt som de kommer, og ikke gør tingene til mere end de er. Min familie i Jylland betyder meget for mig, og så har jeg en stor vennekreds, hvor mange af mine venskaber rækker langt tilbage”, fortæller Jakob.

Efterhånden som snakken nærmer sig sin afslutning, afslører Jakob, at han også er meget socialt anlagt.

”Jeg kan fx have planlagt en helt stille og rolig weekend for mig selv, og se frem til det. Men allerede klokken 20 fredag aften bliver jeg rastløs og har lyst til, at der skal ske noget”, slutter Jakob med et smil.