Tirsdag den 24. september blev der blændet op for CompanyDating på DTU Diplom. Allerede fra morgenstunden summede hovedkantinen af liv. Virksomhederne var parate, og de studerende fik fra kl. 9-14 mulighed for at gå i kødet på de deltagende virksomheder.
Kontakten mellem virksomhederne og de studerende handlede bl.a. om konkrete jobmuligheder, muligheden for samarbejde om bachelorprojekt, praktikophold, studiejob og øvrige projektmæssige samarbejder.
CompanyDating arrangeres i samarbejde med konsulenthuset Manova A/S, der også står bag bl.a. Karrieredagene og Uddannelseskaravanen, og at samarbejdet er vellykket vidner dels de mange besøgende om, men også det pæne udbud af virksomheder, som trods krisen stadig ser det som en god og vigtig investering at deltage i øjen-højde-arrangementet på DTU Diplom.
Konstruktivt samarbejde
Arrangementet blev skudt i gang af direktør og vicedekan Lars D. Christoffersen, der i sin velkomsttale bifaldt det konstruktive samarbejde, og især glædede sig over at virksomhederne finder de diplomingeniørstuderende vigtige i deres fortsatte udviklings- og rekrutteringsarbejde. I CompanyDating deltog bl.a. virksomheder som Danfoss, EnergiMetropol, Krüger, Forsvaret, Maersk Drilling, Maersk Oil, Rambøll Oil & Gas og Semco Maritime og Ingeniørforeningen.
Udbytte af dagen
Nedenstående følger et par citater fra deltagende virksomheder og fra deltagende studerende:
’Vi har fået talt med rigtig mange spændende profiler på CompanyDating, bl.a. en del inden for maskin, stærkstrøm, IT, bygning og produktion. Mange tænker ikke på, at Forsvaret er en civil arbejdsplads, der ansætter mange ingeniører. Så vi har været meget tilfredse med udbyttet af dagen.’
Karsten Pittersen, chefsergent, Forsvaret
’De studerende er meget positive og interesserede, og vi har haft nogle gode snakke. Vi synes, det er vigtigt at være synlige her på DTU Diplom.’
Lone Binderup, HR-konsulent, Krüger
’Det har været dejligt at møde nogle nysgerrige studerende i deres eget miljø, og jeg er sikker på, at jeg har fået plantet nogle frø i deres bevidsthed om de gode karrieremuligheder i energi- og offshorebranchen i Esbjerg.’
Heidi Nim, projektmedarbejder, EnergiMetropol Esbjerg
’Jeg fik en masse viden ved at tale med virksomhederne, og det var godt, at man kunne tale med ingeniører. Hos Mærsk Drilling talte jeg med en repræsentant, der selv har studeret her på universitet, og han kunne fortælle en masse om deres graduateprogram ’MITAS’. Jeg har helt klart bestemt mig at søge hos dem.’
Semko Miteran, Produktion og ledelse, 5. semester, DTU Diplom
’Det har været rigtig godt at tale med virksomhederne – jeg har et meget bedre indtryk af, hvad de laver, og hvor jeg passer ind. Jeg har bl.a. talt med Krüger, og jeg fik forklaret om deres afdelinger og mulighederne, og det er helt klart relevant for mig.’
Anders Nilsson, Byggeri og infrastruktur, 7. semester, DTU Diplom