Indhold og teknologier

Undervisningen

Som Junioringeniør indgår eleverne i den praktiske del af undervisningen på ”Miljø, Kemi og Produkter” på diplomingeniøruddannelsen til eksportingeniør.

På kurset lærer eleverne, sammen med de ordinære studerende, om design og bygning af prototyper i vores ”Designbuildlab” (prototypeværksted). Eleverne får undervisning i at arbejde i det professionelle 3D-designprogram Solidworks og lærer at betjene 3D printere og læserskærere.

I løbet af kurset arbejder eleverne med små og store projekter - fra design til prototype. Projekterne varierer fra semester til semester. Det første projekt kan være at designe og lave en prototype af et USB-stick. Ikke den elektroniske del, men det, der pakker dette ind. Eleverne skal få en ide til udseendet. Det kan være at det skal være en palme eller et rumskib. Det afsluttende projekt kan være at designe og prototype en Bluetooth-højttaler.

I kurset bliver der undervist i brugen af det professionelle 3D-designprogram Solidworks. Eleverne skal modellere deres ideer i Solidworks for til sidst at 3D-printe eller laserskære produktet. Der undervises derfor også i brug af 3D printere og laserskærere. Der undervises ikke direkte i den konceptuelle eller visuelle del af designprocessen. Her appelleres i stedet til elevernes egen fantasi.

Tidsforbrug

Kurset afholdes som 12 eftermiddage kl 12.30 – 16.30, en gang om ugen. Ugedagene kan variere fra semester til semester. Hertil skal forventes, at eleverne bruger tid på projektarbejderne 2-4 timer pr. uge.

Kurser kræver ikke særlige faglige forudsætninger fra for eksempel matematik og fysik. Til gengæld er tempoet i undervisningen højere end eleverne er vant til, og det stiller krav til arbejdsindsats på kurset og med opgaverne mellem undervisningsgangene.

Hvad arbejder vi med på kurset?

  • Grundlæggende SolidWorks- sådan virker programmet – vi starter med simple 2-dimensionelle figurer, der hurtigt udvikler sig til 3D tegninger. I programmet arbejder man med målfaste tegninger, og I vil hurtigt komme frem til kunne ændre i tegninger (mål og form) uden at skulle ”lave hele tegningen om”. I kommer igennem de fleste af de grundlæggende funktioner i et 3D program (her SolidWorks) og I vil efterfølgende kunne arbejde selvstændigt med endnu mere avancerede funktioner, f.eks. ud fra instruktionsvideoer på Youtube.

  • Reverse engineering er en metode hvor man skiller et allerede bestående produkt ad og undersøger produktets form og funktionalitet og bruger dette til at designe/udvikle et nyt produkt. Den første større opgave I kommer til at arbejde med er design af et USB-stik hvor vi tager et eksisterende stik, skiller det ad og designer et en ny ”skal” til stikket. Vi genanvender selve elektronikdelen

  • Prototyping – I USB-opgaven arbejder vi først med at udforme ”skallen” i ”hånden” i en slags modellervoks) hvor vi kan teste størrelse/form. Når vi er tilfredse med formen skal vi opmåle den og overføre det til 3D tegneprogrammet (Solid Works) så vi kan fremstilles en funktionsdygtig prototype af USB-stikket. Senere kommer vi til at arbejde med en større opgave hvor man skal designe en Bluetooth højtaler. Her anvender vi en række færdige komponenter (Bluetooth -kredsløb, højtalere, kontakter og batterikasse). Disse komponenter skal integreres i et design af højtaleren, der fremstilles frem til et niveau hvor en funktionsdygtig prototype af en højtaler kan præsenteres for en ”kunde”.

  • 3D-print og laserskæring er to fremstillingsteknikker som vi anvender meget til prototypefremstilling. I får et grundlæggende kursus i de to teknikker så I på egen hånd kan printe/skære jeres modeller ud fra de tegninger i har lavet i Solid Works.I kommer også til at arbejde med vakuumformning af plast. Denne teknologi kommer i anvendelse når I skal udforme en blister-pakke til USB-stikket.

  • Lodning af elektronik. Komponenterne i Bluetooth -højtalerne skal forbindes med hinanden og der skal monteres en regulering af Bluetooth -elektronikkens spænding. I får et lille kursus i lodning af elektronik. 

Kontakt

Michael Mast
Lektor
DTU Engineering Technology
93 51 08 33