Studerende på Byggeri og Infrastruktur prøver livet som handicappet af i forbindelse med undervisning om tilgængelighed.

Blindestokken er en øjenåbner

Studerende på diplomingeniørretningen Byggeri og Infrastruktur får lov til at ”låne” et handicap et par timer for rigtigt at forstå reglerne for tilgængelighed ved nybyggeri.

Hvis du var forbi DTU Ballerup Campus mandag formiddag kan det være, at du oplevede en usædvanlig høj koncentration af unge med syns- og bevægelseshandicap. Selvom man måske kunne tro det, var der ikke tale om en konference for svagtseende og kørestolsbrugere, men derimod om et hold studerende, som var blevet udstyret med et midlertidigt handicap og havde fået stillet den enkle opgave at finde hen til busstoppestedet foran biblioteket midt på campus.

Øvelsen supplerer undervisningen om bl.a. vejes og anden infrastrukturs tilgængelighed. Tanken er, at selvom man kan læse sig til rigtig meget, så giver det en anden og langt mere konkret og tankevækkende indsigt at prøve på egen krop hvad det vil sige at skulle finde rundt uden at kunne se eller at bevæge sig omkring i en kørestol. Når der bygges nyt er der nemlig krav om det, der kaldes universelt design. Begrebet dækker over, at der skal være tilgængelighed for alle, uanset førlighed mv., og gennem øvelsen bliver det klart, hvad regelsættet helt konkret betyder, og også hvorfor det er så vigtigt.

"Det er én ting at få reglerne gennemgået fra tavlen, men noget helt, helt andet at opleve udfordringerne på sin egen krop."
Laurent Baudier Nielsen, studerende

For studerende Laurent Baudier Nielsen var det en god og lærerig oplevelse: ”Det gav mig en klar forståelse for, hvorfor reglerne er, som de er. Det er én ting at få reglerne gennemgået fra tavlen, men noget helt, helt andet at opleve udfordringerne på sin egen krop. Og selvom jeg endda kender omgivelserne nogenlunde godt i forvejen, er det virkelig svært som blind at orientere sig alene med stokken. Og så sidder den hele tiden fast i mellemrummene mellem fliserne. Hér giver det pludselig rigtig god mening, at der fx er krav til belægningen.”

Selvom handicappet kun var til låns, efterlader oplevelsen et varigt indtryk, som de studerende kan trække på fremadrettet, når de skal skabe ny - og tilgængelig - infrastruktur.