Det kan være en udfordring at lære, hvilke delkomponenter der indgår i et afløbssystem og hvordan de skal samles, og selvom man kan komme et stykke vej med en tegning, kan det stadigvæk drille.
Derfor har Michael Mast, der underviser på kurset Bygningsinstallationer, allieret sig med Prototypeværkstedet, som har hjulpet med at 3D-printe samlekomponenterne til afløbsinstallationerne i skala 1:10, og her til formiddag var det blevet tid til at montere resultatet på plastrør og samle hele systemet.
”At stå med komponenterne i hånden giver et helt andet og konkret indtryk af, hvordan de f.eks. skal vende”, fortæller Michael, ”og selvom de studerende har deres tegninger med, er der alligevel stor forskel på 2D og 3D”. Selvom præcisionen i 3D-printerne er meget høj, bliver den samlede installation dog ikke afprøvet for tæthed – der indgår ikke vand i øvelsen.