Denne august måned er tilmeldingerne til CVs diplomuddannelser og moduler strømmet ind, og det kommer da også i høj grad til udtryk i de foreløbige tilmeldingstal, som netop er opgjort.
De fem diplomuddannelser, som udbydes som aftenundervisning, kan per 1. september samlet set mønstre en flot stigning på 20 procent i antallet af tilmeldinger på modulerne, sammenlignet med de tilsvarende tal for efteråret 2014.
Især Projektledelse - Metoder og Værktøjer har oplevet stor søgning, og det har været nødvendigt at oprette ekstra hold. Generelt er der tale om en stigning i antallet af tilmeldinger på alle moduler.
Flere tilmeldinger på vej
Endnu større er stigningen i antallet af studerende, som følger CV’s dag-kurser, udbudt i samarbejde med Djøf. Her er stigningen samlet set på hele 23 procent.
”Der er tale om en generel tendens, hvor der på langt de fleste moduler er kommet flere deltagere. Og vi kan se frem til endnu flere studerende i efteråret, da vores valgfag med sen start samt ekstra hold på vores Chefkonsulentuddannelse ikke er med i de nuværende opgørelser”, udtaler Afdelingschef Mette Elting.
Også på Chefkonsulentuddannelsen er der allerede på nuværende tidspunkt langt flere tilmeldte end på hidtidige hold.
Målrettet videreuddannelse
På Center for Videreuddannelse kan man gennemføre en hel diplomuddannelse, eller man kan udvælge et eller flere moduler, som er målrettet ens aktuelle og individuelle behov for efter- og videreuddannelse.
Uanset hvilket modul man følger, lægges der stor vægt på, at undervisningen kan overføres direkte til de problemstillinger, man sidder med i sin virksomhed. Samtidig er den faglige tyngde i centrum, og netop værdien ved denne kombination af teori og praksis, har man i særlig grad fokus på, når der skal vælges efter- og videreuddannelse.